MIKKEL OG LØGNERNE


Fra Ekstra Bladet 17/10-1998
Af Jakob Andersen
- Bringes med forfatterens tilladelse.

Den 19-årige student Mikkel Andersson er gået i krig med nazister og andre antisemitter på Internet - for at stoppe deres falske propaganda

Hvor går man hen, når man er 19 år og lige blevet student?
Nogle går på universitetet.
Andre går på diskotek.
Men Mikkel Andersson går på Internet.
Hans hjemmesideadresse er http://www.holocaust-info.dk, og den forklarer i sig selv, hvad han beskæftiger sig med.
Mikkel har ene mand taget kampen op mod de nazister, racister og andre ekstremister, som er eksploderet på Internet med en kolossal løgnepropaganda om udryddelsen af jøder under Anden Verdenskrig.
Det er en propaganda, der er 100 procent antisemitisk.
Midlet: Benægtelse af, at Holocaust fandt sted. "Der var ingen gaskamre i Auschwitz," siger de og støtter sig til komplet uvidenskabelige kilder. Nazisten og KZ-fangevogteren Thies Christophersen, der er herostratisk berømt i Danmark, er fx internationalt blevet et "sandhedsvidne". Da han døde, fik han da også en helteagtig nekrolog på Internet (fra the Institute for Historical Review i Californien, der er benægterbevægelsens hjernecenter).
Målet: At gøre nazisme og racisme stueren ved at "fjerne" Holocaust fra historien. Holocaust-benægterne - der kalder sig selv "revisionister" - har eksisteret i mange år, men Internet har givet dem vind i sejlene, også i Danmark.
- Jeg blev skrækslagen, da jeg så, hvor meget der står uimodsagt på Internet, sagde folketingsmedlem Peter Duetoft forleden til Ekstra Bladet.

GIFTEN
Internet bruges af både lærde folk og ustuderede røvere, og det er de sidste, man er bekymret for. Det er dem, der er nemme ofre for historieforfalskning.
Men Mikkel Andersson modsiger forfalskerne - ene mand og uden økonomisk støtte nogen steder fra. Han bruger saglig oplysning. På hans hjemmeside er der både mængder af dokumentation og henvisninger til andre steder i verden, hvor man kan søge viden.
- For mig begyndte det sidste år, da jeg blev syg. Jeg måtte blive hjemme fra skolen og havde pludselig masser af tid.
Mikkel oprettede sin hjemmeside i september 1997.
På dén går han øjeblikkelig ind i den aktuelle debat, når Holocaust-benægterne er på krigsstien, og han er formentlig den eneste mand i verden, der tager sig af den danske del af bevægelsen.
- Deres gift breder sig som ukrudt, siger han.

HISTORIEN
Begivenhederne under Anden Verdenskrig er historie for de fleste. Men de har stadig en dyb indvirkning på de samfund, vi lever i.
Grænser blev flyttet. Jerntæppet blev hængt op i Europa. Den Kolde Krig fulgte efter verdenskrigen som noget næsten naturligt og uundgåeligt. Sovjetunionens sammenbrud blev det næste, og i dag står vi med Rusland som en ustabil politisk bananrepublik.
Og udryddelsen af omkring seks millioner jøder blev et traume for den europæiske kultur, som vi endnu ikke er kommet ud af.
Hvordan kunne det ske?
Hvorfor lod vi det ske?
Det er umuligt at forstå nutidens historie, hvis man ikke forstår dén, der gik umiddelbart forud. Derfor er Holocaust og dens rødder stadig et mægtigt arbejdsfelt for historikere og andre forskere.
Men uvidenheden er stor, og derfor vejrer ekstremisterne morgenluft. I nutiden er propagandaen en blanding af fjendtlighed over for indvandrere (racisme) og hvidvaskning af Hitler-Tyskland (nazisme).
De udnytter den vidtspredte fremmedfjendtlighed til at få det nazi-ideologiske budskab smuglet ind i folks bevidsthed.

UVIDENHED
Undersøgelser i Sverige og Tyskland viser, at unge mennesker ved fortvivlende lidt om Anden Verdenskrig og Holocaust.
I Danmark har man ikke afprøvet de unges viden, og det er en grov fejl.
Men mistanken om, at det også står dårligt til her i landet er vidtspredt, og Mikkel har sit eget eksempel:
- I gymnasiet fik vi at vide, at seks millioner jøder blev myrdet, men vi fik intet som helst at vide om, hvad der lå bag. Jeg blev selv interesseret i at studere sagen, men mine kammerater forstår ikke, hvad det er, jeg laver. De ved meget lidt om Holocaust.
Mikkels historiske interesse og harme over Holocaust-benægternes løgnepropaganda fik ham til at tage kampen op på Internet.
Selv er han ikke jøde, han har aldrig været i Israel, og han kender ikke en eneste jøde.
Han kæmper udelukkende med sin egen historiske retfærdighedssans i arsenalet.

I SKOLEN
Spørger man skolefolk, siger de, at der sandelig undervises i Holocaust.
Men det kan Mikkel ikke skrive under på:- Jeg tror, at uvidenheden er meget udbredt både blandt unge og gamle. I skolen brugte vi et år på vikingetiden og et år på kongerækken, men vi fik intet som helst at vide om Anden Verdenskrig. Den var uhyggeligt underprioriteret, selv om vi lever i skyggen af den den dag i dag.
- Begivenhederne under Anden Verdenskrig har direkte indflydelse på den kultur, vi lever i nu, og derfor er det vigtigt at oplyse om den. Holocaust-benægterne ved udmærket, hvor lille viden folk har, og det spiller de på.
- Benægterne fremstiller historien simpelt og enkelt, beregnet for den ureflekterende del af offentligheden, og netop i Internet har de fundet et mægtigt massespredningsmedium. Det overordnede formål med Mikkels hjemmeside er derfor at levere saglig oplysning, så giften forhindres i at bundfælde sig.
Imødegåelse. Korrektion. Afsløring. Dette er nøgleordene.

FREMTIDEN
Den sygdom, der bevirkede, at Mikkel Andersson fik tid til at kaste sig over Holocaust-benægterne, varede et års tid.
- Det var en mystisk lidelse, siger han i dag, hvor han er på højkant igen.
Sygdommen medførte, at han i 3. G fik den højeste fraværsprocent, der nogen sinde er registreret på hans gymnasium.
- Den var på 42.7 procent, smiler han.
Alligevel tog han sin studentereksamen uden problemer, og i dag arbejder han som edb-operatør, mens han overvejer, om han skal læse historie på universitetet eller blive journalist.
Mit råd til ham er at læse historie først og blive journalist bagefter. Der er nemlig også mangel på journalister med historisk viden.
-Mikkel Anderssons e-mail adresse er: mikkel@holocaust-info.dk

DET SIGER DE
Holocaust-benægterne har en række hovedpåstande, som de søger at dokumentere med pseudo-videnskabelige undersøgelser.
Den etablerede historievidenskab, mange landes retssystemer osv. har for længst klarlagt hovedlinjerne og detaljerne i Hitler-Tysklands udryddelse af jøder, men benægterne bilder den dag i dag folk ind:
1): AT der ikke eksisterede et statsligt tysk program for udryddelse af Europas jøder.
2): AT Hitler selv ikke var involveret i jødeudryddelse.
3): AT der ikke eksisterede gaskamre i Auschwitz.
4): AT der ikke er noget som helst bevis for, at millioner af jøder blev myrdet.
Sandheden er slået fast med kolossale mængder bevismidler. Derfor er det mest mærkelige og foruroligende, at benægternes propaganda virker. For få måneder siden var der et groft eksempel under et videnskabeligt møde på Københavns Universitet.

AF
JAKOB ANDERSEN