Mellem modstand og martyrium

[Fra Fyens Stiftstidende den 2. september 1998. Bringes med forfatterens tilladelse]

Af Stig Hornshøj-Møller

Efter 1945 fik den såkaldte “civiliserede” verden et kulturchok, hvis traumatiske følger vi endnu ikke har kunnet forarbejde på tilfredsstillende vis. “Aldrig mere Auschwitz” lød mottoet, men vi behøver blot at tænde for fjernsynet for at forvisse os om, at det synes at være mere aktuelt end nogensinde tidligere.

Set i dette perspektiv er det en både væsentlig, nødvendig og yderst aktuel udstilling, som Jehovas Vidner netop har åbnet på Odense Universitet. Udstillingen “Mellem Modstand og Martyrium” handler om den forfølgelse, som trossamfundet blev udsat for i Det tredje Rige, men den har et budskab, der rækker videre end blot historie. Den slutter af med et spejl og et spørgsmål, som er yderst personligt: “Hvordan ville du have forholdt dig, hvis du havde levet i Det tredje Rige?” - “Hvornår siger du over for en snigende udvikling henimod en forfølgelse af anderledes tænkende i dit samfund?” 

For at kunne trænge dybere ind i folkemordets sociologi og psykologi har forskningen brug for at drage sammenligninger mellem Holocaust som det hidtil bedst belyste folkemord og andre former for forfølgelser. Blandt de grupper, der tidligst sagde fra over for udviklingen i Det tredje Rige, var Jehovas Vidner. Deres historie er derfor - set med videnskabens kølige og nærmest kyniske øjne - en interessant og lærerig “case study”, bl.a. fordi den sætter Holocaust-traumet i perspektiv.

Og det er efter min mening afgørende nødvendigt, at vi langt om længe accepterer, at alle overlevende fra krigens eller terrorens rædsler har krav på en offentlig forståelse af de traumer, de bærer rundt på. Dette er nemlig selve forudsætningen for, at disse traumer ikke udvikler sig til at blive basis for frustrerede grupper, der pludselig kan begynde at optræde fundamentalistisk og voldeligt. Et grelt eksempel fra vor egen tid er den jugoslaviske borgerkrig, hvor ubearbejdede traumer fra Anden Verdenskrig lagde grunden til en for andre tilsyneladende uforståelig folkemordsmentalitet. Og set med historiens bagklogskab var det tyske trauma om den tabte Første Verdenskrig, der var selve forudsætningen for nazismens umenneskelige karakter.

Vi fortrænger ofte, at Adolf Hitler repræsenterede en “frelserreligion”, som netop “retfærdiggjorde” den organiserede vold som et nødvendigt onde ved opbygningen af en ny og bedre stat. Vi må også vove at erkende, at nazismen længe evnede at fungere som et tilsyneladende konstruktivt svar på den dybe, samfundsmæssige krise i Tyskland i begyndelsen af 1930’rne - og at Adolf Hitler selv følte sig som udvalgt af skæbnen. Messias-skikkelsens lære var for såvidt meget simpel: Det tyske folk havde en særlig ret til at bestemme over andre, men skulle også gennemgå en systematisk forædling med fjernelse af mentalt syge og mindreværdige racer såsom jøder, sigøjnere m.fl.

De tyske medlemmer af Jehovas Vidner havde imidlertid - som en særlig “fundamentalistisk” gruppe inden for kristendommen - fundet trøst for krigstraumet i troen på et andet Tusindårsrige end det, Hitler lovede sine tilhængere. For dem var denne tro vigtigere end en stillingtagen til de politiske forhold i det omgivne samfund - og de understregede deres neutralitet i en erklæring efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Alligevel blev Jehovas Vidner faktisk det første trossamfund, som blev udsat for systematisk forfølgelse. “Bibelforskerne” fik i sommeren 1933 lukket deres kontor i Magdeburg og brændt deres bøger. Det nazistiske magtapparat regnede med, at det ville være let at knække de ca. 25.000 bibelforskere gennem et forbud, men langt de fleste fortsatte imidlertid deres aktiviteter i illegalitet og begyndte via udlandet at offentliggøre rapporter om rigets terrormetoder, heunder kz-lejre. Den grundlæggende holdning blandt bibelforskerne var fortsat et ønske om at få lov til at leve i fred som en neutral, upolitisk del af befolkningen. Det passede ikke Hitler, som i efteråret 1934 udbrød: “Denne yngel skal udryddes” - og indførelsen af almindelig værnepligt i 1935 og ønsket om ro op til De olympiske Lege i 1936 udløste en arrestation af flere tusinde Jehovas Vidner samt enintensiveret overvågning fra Gestapos side.  I overensstemmelse med deres tro nægtede de mandlige bibelforskere at være soldater og blev sendt i koncentrationslejr for at komme på bedre tanker. Det var simpelt at komme ud igen: De skulle blot underskrive et stykke papir, der bekræftede, at de opgav sin tro og ville lade sig indkalde til Wehrmacht. Dette skete dog stort set aldrig til stor forundring for de vagter, der passede på lejrene. En anden ting, som undrede vagterne, var den omgængelige måde, hvorpå de passede det arbejde, de blev sat til. Det foregik uden den småchikane og småsabotage, som fandtes hos andre fanger. Bibelforskerne, der kunne kendes på deres lillafarvede trekanter, var således - set med vagternes øjne - førsteklasses fanger og førsteklasses arbejdskraft, som kun nægtede at deltage i arbejde, der havde med krig at gøre som f.eks. fremstilling af uniformer og ammunition. Bemærkelsesværdigt er også det faktum, at de havde en markant lavere dødelighedsprocent end alle andre grupper, som lavede det samme arbejde. Det skyldtes utvivlsomt, at de fortsatte deres solidariske fællesskab på en måde, der iøvrigt vakte de andre gruppers beundring. Det gjaldt både mænd og kvinder. General de Gaulles niece fortalte således om forholdene i kvindelejren Ravensbrück: “Det, jeg især beundrede bibelforskerne for, var, at de kunne have fået deres frihed med det samme, hvis blot de skrev under på, at de afsvor deres tro. Men disse kvinder, der forekom så skrøbelige og forslidte, viste sig i sidste instans at være stærkere end SS, der havde magten og ethvert middel til deres rådighed. De kvindelige bibelforskere havde en force, nemlig deres viljestyrke, som ingen kunne knække.” Dette citat - og mange flere kunne anføres - understreger det særlige ved forfølgelsen af Jehovas vidner, der trods alt var markant anderledes end den nazistiske udryddelsespolitik over for jøderne. I modsætning til disse blev bibelforskerne nemlig betragtet som ariere. De fik derfor et valg, som jøderne aldrig fik, men til nazi-regimets store overraskelse valgte
bibelforskerne frivilligt koncentrationslejrenes rædsler fremfor at afsværge deres tro. Vidnerne betragtede nemlig deres hårde tilværelse som en prøvelse af dybden i deres tro med henblik på “Tusindårsriget”, eftersom Hitler måtte være Satans repræsentant. Og denne opfattelse gav dem ekstra kraft til at holde fast i deres tro og tage det, der skete, med ophøjet ro.

Da sandheden om rædslerne i de nazistiske koncentrations- og udryddelseslejre blev kendt, var det naturligt nok navnlig det systematiske folkemord på Europas jøder, som fik verdensoffentlighedens interesse. Forfølgelse af og mord på andre grupper eller enkeltpersoner gled i baggrunden og efterhånden også nærmest i glemmebogen pga. de millioner af jøder, som blevet udryddet ene og alene, fordi de var jøder. Dette var også tilfældet for Jehovas Vidner, hvor det var tilstrækkeligt for den enkelte at have en bevidsthed om at have levet op til Guds krav og at fortsætte med at gøre sig rede til det kommende “Tusindårsrige”.

Holocaust-forskningen er i disse år ved at forvandle sig til en egentlig folkemordsforskning, der med udgangspunkt i vores meget detaljerede viden omkring massemordet på Europas jøder er begyndt at blive sammenlignet med andre folkemord og andre former for socialt organiserede forfølgelser af andre. Udstillingen om forfølgelsen af Jehovas Vidner i Det tredje Rige på Odense Universitet rummer et væsentligt bidrag til den dermed forbundne
nødvendige debat om mennesker og menneskerettigheder i det moderne samfund, ligesom udstillingen tematiserer den fare, der ligger i en manglende forståelse af fortidens traumer.  Såvel tro som ideologi rummer nemlig ikke-rationelle strukturer til bearbejdelse af disse traumer, og ethvert menneske har brug for en tro eller ideologi i sin tilværelse. Men sættes disse personlige og sociale forklaringsmodeller ikke også under en gensidig åben og medmenneskelig udveksling af synspunkter, kan det resultere i en udvikling, som kan føre til en umenneskeliggørelse af anderledes tænkende.  Et vigtigt skridt i denne retning ville være oprettelsen af et dansk videnscenter for Holocaust- og Folkemordsstudier, således som bl.a. Peter Duetoft har foreslået det. Men endnu vigtigere er det måske, at danske demokrater, forankret i en dansk, humanistisk og kristen tradition, åbent bekæmper benægtere, intolerance og racisme med demokratiets stærkeste våben: Oplysning, oplysning og atter oplysning!