[Følgende artikel er fra Berlingske Tidende d. 7/2 1998. Offentliggørelse her sker med forfatterens tilladelse - Mikkel A]
Christian Lindtner har i eksistens den 24.januar samlet en lang række iagttagelser, der er udvalgt med henblik på polemisk og politisk formål. Han ønsker at sætte Holocaust i et bestemt nyt lys. I praksis er det sket ved, at han har trukket på materiale fra det såkaldte Institure for Historical Review (IHR) i USA, selvom dette materiale gang på gang er blevet tilbagevist af den internationale forskning, skriver historikeren Stig Hornshøj-Møller.
Stig Hornshøj-Møller
"Ikke mindst hensynet til de mange uskyldige, som mistede livet under og efter Anden Verdenskrig gør, at vi har pligt til at skelne mellem myter og kendsgerninger." Sådan sluttede dr.phil Christian Lindtner sit essay i forrige uges eksistens, der havde fået den lovende titel "Holocaust i nyt lys". Indholdet var sikkert nyt for mange, men tendensen i udvalget af de oplysninger, som blev videregivet til læseren, var klar. En tidligere universitetslektor i indisk filologi bekendte sig åbent som tvivler på, om Holocaust nu havde været så skrækkelig og altomfattende, som vi er vant til at forestille os. Lindtner har selvfølgelig ret i, at vi - hvad enten vi nu er "eksperter" eller ej - har pligt til at skelne mellem myter og kendsgerninger; men måden, hvorpå han bevidst satte sine udvalgte eksempler sammen, havde til formål at skabe nye myter. En af dem var en myte om, at den nazistiske forfølgelse af jøderne ikke har været så slem endda. En anden var, at hvor jøder havde mulighed for det, overgik de nazisterne i umenneskelighed.
I to læserbreve har Dan Tschernia den 30.1. og Therkel Stræde den 31.1. allerede påpeget afgørende mangler i Lindtners terminologi og pseudovidenskabelige argumentation. Ja, man behøver faktisk alene at læse de bøger, som Lindtner henviser til, for at få et helt andet billede af forholdene i Auschwitz. Det samme gælder, hvis man går i dybden med hans øvrige eksempler. Han gør meget ud af det forhold, at mindst 77 officerer - og der fandtes sandsynligvis mange flere - havde jødisk blod i årene. Dette forhold svækker efter hans mening tesen om, at alle jøder skulle udryddes, men eksemplet bekræfter egentlig kun det, vi allerede kender fra uendeligt mange andre sammenhænge. Hitler, Göring, Goebbels og Himmler talte eksplicit om, at hver eneste tysker tilsyneladende havde hver sin jødiske ven, som de ønskede at hjælpe. Og Hitler sørgede således selv for, at hans gamle familielæge, Eduard Bloch, så sent som i sommeren 1940 kunne emigrere til USA med et pas, der ikke var forsynet med det særlige jødestempel.
Der var med andre ord forskel på lovenes intention og så forvaltningen af dem i praksis, eftersom store dele af det nazistiske forvaltningsapparat tænkte ganske rationelt og ud fra kravet om effektivitet. Den af Lindtner omtalte amerikanske historiker Bryan Rigg har da også selv understreget, at de af ham undersøgte personer måtte betragtes som individuelle undtagelser, der skulle forklares ud fra hver enkelt persons historie (Los Angeles Times 24.12. 1996 side A-1). Lidt anderledes forholder det sig med f.eks. gruppen af jødiske rustningsarbejdere i Berlin. Disse blev helt bevidst prioriteret nederst i udryddelsesprocessen, så de kunne blive udnyttet så længe som muligt på grund af kravet om en effektiv krigsmaskine. Et andet - og måske mere velkendt - eksempel er systemets håndtering af Oskar Schindler og hans fabriksjøder, der ligeledes arbejdede for militæret. Der findes endnu flere eksempler, som belyser den samme problematik - og dermed dokumenterer vanskeligheden ved at generalisere ud fra enkelte eksempler. Det er først ud fra en samlet helhedsbetragtning af den yderst komplekse sammenhæng, at man som forsker kan vurdere, om der er tale om "undtagelser, der bekræfter regelen" - eller om der er tale om typiske eksempler på den gennemførte politik.
Netop dette forhold er nok det mest slående problem ved argumentationen hos den tidligere universitetslærer. Lindtner har samlet en lang række iagttagelser, der er udvalgt med henblik på et polemisk og politisk formål. Han ønsker at sætte Holocaust i et bestemt nyt lys ud fra sit ønske om at mytologisere Holocaust på en bestemt måde. I praksis er det sket ved, at han har trukket på materiale fra det såkaldte Institute for Historical Review (IHR) i USA, selvom dette materiale gang på gang er blevet tilbagevist som løgn og uvidenskabelige postulater af den internationale forskning (Deborah E. Lipstadt: Betr. Leugnen des holocaust. Zürich 1994; eng. titel: Denying the Holocaust)
Lindtners revisionistiske tankegang kommer f.eks. til udtryk i forbindelse med hans vurdering af de jøder, som forblev i Tyskland. Hovedparten følte sig jo netop som tyskere - og ikke som jøder. Det var ikke dem selv, men den nazistiske stat, der havde defineret deres nye identitet. Som påpeget af Dan Tschernia ligger Lindtner her udpræget under for den begrebsproblematik, som ganske vist plager al forskning i Holocaust, men dog i særlig grad kredsen omkring IHR, for hvordan defineres egentlig en jøde? Af jøden selv eller af hans nazistiske modstandere? Det samme med en "revisionist": Mon Lindtner er stolt over at blive betegnet som revisionist af Therkel Stræde?
I sit essay - vistnok første gang, at en erklæret revisionist har fået så meget spalteplads i en seriøs dansk avis - trækker Lindtner derefter jødiske koncentrationslejre i Polen frem, hvor han nedtoner, at der egentlig er tale om kommunistiske lejre med også ikke-jødisk personale (jfr. den polske avis Polityka den 15.5. 1993). Mellem 60.000 og 80.000 tyskere omkom under forfærdelige forhold - som det var tilfældet i stort set alle fangelejre hos alle de krigsførende parter. I krigens sidste år havde de nådesløse kampe - takket være Goebbels’ proklamation om den "totale krig" - virkelig udviklet sig til at blive en betingelsesløs udryddelse af fjenden (jfr. udstillingen om værnemagtens deltagelse i folkemord, som vækker så mange protester rundt om i Tyskland). Formålet hos Lindtner er imidlertid ikke at præsentere den gensidige brutalisering ved og bag fronten, men derimod at få sat et konkret tal på de "uskyldige ofre", der matcher det tal, han senere fremkommer med omkring Auschwitz.
Auschwitz er blevet til selve symbolet på udryddelsen af jøder, selvom der var andre udryddelseslejre og andre måder at slå jøder ihjel på. Der blev faktisk dræbt langt flere jøder uden for Auschwitz end inde bag hegnet omkring lejren (Wolfgang Benz: Die Diemension des Völkemordes: Die Zahl der Judischer Opfer des Nationalsozialismus, München 1991). I sit læserbrev den 31.1. har Therkel Stræde udførligt tilbagevist Lindtners tilsyneladende skudsikre argumentation i form af de såkaldte "dødebøger". De omhandler kun dem, som blev udvalgt til at arbejde i lejrene, for hvorfor skulle en overbelastet administration dog bruge tid og kræfter på at lave lister over folk, der skulle myrdes med det samme og forsvinde fra jordens overflade?!
Til sidst klandrer Lindtner danske forskere for at have forsømt at følge med i den internationale debat, men denne kritik må falde tilbage på den tidligere universitetslektor, der åbenbart ikke har fulgt med i de arbejder, der rent faktisk ER publiceret. Både Karl Christian Lammers og Therkel Stræde har i bøger, artikler, radioforedrag og avisindlæg løbende formidlet den internationale forskning, ligesom de fra tid til anden har taget initiativ til gæsteforelæsninger af førende udenlandske forskere og dertil hørende mediedækning. Set med Lindtners øjne skyldes hans nedladende holdning utvivlsomt det faktum, at disse - ligesom jeg, der både har skrevet en bog og været med til at lave en TV-serie om emnet - netop følger med i den nyeste internationale diskussion på området. Det væsentligste er ikke den noget bizarre diskussion om det præcise antal af lig og diskussionen om hvem, der var værst, men derimod at prøve at forstå baggrunden for det trauma, vi har arvet fra Hitlers Tredje Rige. Det drejer sig om det principielle spørgsmål om, hvordan en kulturnation som den tyske pludselig kunne opføre sig umenneskeligt og barbarisk. Eller sagt med andre ord: Har Goldhagen ret i sin firkantede påstand om, at der var tale om en indbygget brist i den tyske kulturarv? Eller spillede andre faktorer som f.eks. nazismens religiøse dimension eller mediernes evne til at producere virkelighed en endnu større rolle?
Som ved alle andre forbrydelser er det første skridt at etablere en sikker kronologi i selve handlingsforløbet, men jo tættere vi kommer til magtens centrum, jo sværere bliver det at rekonstruere det altafgørende beslutningsforløb - og dermed også at kunne fastlægge og forstå forholdet mellem de mange forskellige faktorer, der havde indflydelse på den statslige, systematiske udryddelsespolitik. Det førte til to forskellige forskningstraditioner, hvor den ene - den såkaldte internationalistiske - fokuserede på Hitlers mange udtalelser, der lagde op til, at han havde truffet beslutningen, mens den anden - den såkaldte funktionalistiske - mente, at systemet så at sige var gået i gang af sig selv uden en Hitler-ordre. Stort set alle seriøse forklaringsmodeller anvender i dag elementer fra begge skoler, selvom der fortsat er en voldsom debat om selve tidspunktet.
Debatten har netop fået ny næring af en ung historiker, Christian Gerlach, der har fundet en lille notits på en seddel i politichefen Heinrichs Himmlers private dagbog. Af denne fremgår det, at et møde med Hitler den 18.12. 1941 havde drejet sig om "jødespørgsmålet" - og at Føreren havde givet sin godkendelse til, at Himmler skulle udrydde dem som partisaner (hvilket i datidens sprog betød massehenrettelser ved skydning). Gerlach hævder, at denne notits skal opfattes som Hitlers ordre til Himmler om at sætte Holocaust i gang
(Christian Gerlach: Die Wannsee-konferenz, das schicksal der deutchen Juden und Hitlers politische Grundsatsentschiedung, alle Juden Europas zu ermordern, Werkstattgeschichte 18 (1997), 7-44).
Sedlen er et vigtigt belæg til at belyse radikaliseringen af implementeringen af en forlængst given ordre, men afspejler næppe den længe eftersøgte dato for Hitlers ordre. En kildekritisk analyse af seddelens tilblivelse giver nemlig et helt andet billede, idet notitsen ikke skrevet efter mødet med Hitler, men derimod FØR mødet som en del af Himmlers forsøg på at skaffe sig dokumentation for, at han handlede efter ordre. Dette fremgår af måden, hvorpå tilsvarende sedler i Himmlers dagbog er blevet til (iøvrigt netop skriftligt bekræftet af en af hans personlige adjudanter, Werner Grothmann). Derfor skal bemærkningen med "partisaner" også tolkes som udtryk for Himmlers fortsatte moralske ubehag ved at slå alle jøder ihjel, men når han fik Førerens accept af at kalde dem for "partisaner" - og de derfor kunne anses for at være aktive fjender af riget - kunne han bedre affinde sig med sin dårlige samvittighed, der løbende gav ham psykosomatiske mavesmerter.
I min bog "Føremyten. Adolf Hitler, Joseph Goebbels og historien bag et folkemord" har jeg selv argumenteret for, at Himmler allerede fik ordren den 22.6. 1940 - og at tiden frem til angrebet på Sovjetunionen på årsdagen året efter blev brugt til at skabe den nødvendige folkemordsmentalitet hos bødlerne og den ligeså nødvendige accept hos den brede befolkning. Adolf Hitler havde selv fastlagt strategien i en tale til pressen den 10. november 1938, dvs. aftenen efter Rigskrystalnatten. Han havde bl.a. sagt, at pressen skulle "belyse bestemte begivenheder på en sådan måde, at der i hjernen hos folkets brede masse efterhånden ganske automatisk vil blive udløst den overbevisning: Hvad man ikke kan løse med det gode, det må man løse med vold, for det kan ikke blive ved med at gå som nu."
Det var således mediernes funktion at aktivere det oldgamle antisemitiske fjendebillede, og det hele kulminerede med to film, spillefilmen Jøden Süss og den såkaldte "dokumentarfilm" Den Evige Jøde i efteråret 1940. Samtidig var det en maxime, at ingen måtte vide noget, de ikke behøvede at vide - og at de, som skulle vide noget, først fik dette at vide i allersidste øjeblik. Hitlers møde med partitoppen den 12. december 1941, som Gerlach opfatter som den endelige beslutning, skal således kun ses som bevis på, at forberedelserne nu var så langt fremme, at en ny gruppe måtte informeres om Hitlers planer. Maximen med at holde den virkelige dagsorden skjult så længe som muligt repræsenterer også en potentiel fejlkilde i diskussionen omkring seriøsiteten af det Madagaskarprojektet i sommeren 1940, som Lindtner omtaler som et belæg på en "konstruktiv" jødepolitik i Det tredje Rige. Goebbels’ referat af et middagsmøde hos Føreren den 16. august 1940 afspejler imidlertid, at projektet var tænkt som en gigantisk koncentrationslejr, hvor jøderne skulle udrydde sig selv (eftersom de ifølge Mein Kampf ikke var i stand til at opbygge deres egen civilisation). Først og fremmest var Madagaskarprojektet dog et fremragende røgslør for de første forberedelser til den systematiske udryddelse. Alle medarbejdere med Adolf Eichmann i spidsen kunne nemlig foregøgle sig selv, at de optrådte på humanistisk vis, selvom de i virkeligheden var i fuld gang med at udskille og koncentrere jøder. Siden ville det så være uligt nemmere at beslutte, hvor rejsen skulle gå hen.
Der er grøde i den internationale forskning omkring det trauma i form af Holocaust, som vor civilisation arvede fra Adolf Hitler og hans bud på en moderne verden. Kun ved ærligt og åbenhjertigt at reflektere over, hvordan det var muligt at gennemføre et sådant massemord, har vi en chance for at komme ud af dets skygge. Netop fordi bevidstheden om Holocaust er så fast forankret i hele vor vesterlandske kultur, har den ufattelige historie om det nazistiske folkemord kunnet udvikle sig til myter og modmyter. Det påhviler den seriøse forsker at forsøge at være så empatisk og så objektiv som muligt, når han vurderer kilder og litteratur, men det må betegnes som uvidenskabelig manipulation af groveste slags, når Lindtner simpelthen forkaster tallene for omkomne i Auschwitz fra "Den Store Danske Encyclopædi" som værende "løse påstande uden dokumentation" (jfr. Therkel Strædes indlæg den 31.1.).
Alligevel afspejler Lindtners afsluttende bemærkninger en forståelig træthed over, at Holocaust fortsat har mytologisk karakter og derfor kan bruges efter forgodtbefindende i politisk sammenhæng i dag. Det var ikke kun jøder, som kom til at lide under Anden Verdenskrig og dens følger, men det kunne indimellem virke sådan, når man læser dagens aviser. Mange vægrer sig fortsat ved at drage sammenligninger mellem Holocaust og andre folkemord med det argument, at Holocaust var noget særligt. Det var det også, eftersom en moderne stat for første gang satte sig for at tilintetgøre en bestemt gruppe borgere, men de mange folkemord rundt om i verden siden 1945 har desværre vist, at Holocaust desværre ikke er så enestående endda. Er dette forhold med alle dets politiske overtoner måske grunden til, at det fortsat er svært at føre en videnskabelig debat om både Holocaust og folkemord den dag i dag?
Stig Hornshøj-Møller er mag.art. i historie og har bl.a. skrevet bogen "Førermyten. Adolf Hitler, Joseph Goebbels og historien bag et folkemord", der lå til grund for TV 2’s serie om ATAWOLF - GÅDEN ADOLF HITLER sidste år.
Henry Friedlander: The Origins of Nazi Genocide. From Euthanasia to the Final Solution. University of North Carolina Press 1995
Michael Ley: Genozid und Heilserwartung. Zum nationalsozialistischen Mord am Europäischen Judentum. Wien 1993
Philippe Burrin: Hitler und die Juden. Die Entscheidung für den Völkermord. Franfurt/Main 1993
www.nizkor.org (omfattende dokumentation vedr. den revisioniske historieskrivning)
http://super.zippo.com/~mikkel/ (hjemmeside over danske benægtere af Holocaust)