Hvorfor "revisionisme" ikke er det

Af Gord McFee
Fra The Holocaust History Project
Dansk oversættelse: Niels Ivar Larsen

Indledning.
Denne tekst beskriver kort, hvad der set ud fra et historie-metodologisk perspektiv må anses for at være de medfødte brister i den såkaldte "revisionistiske" tilgang til Holocaust. Hensigten er hverken at polemisere imod "revisionisterne" eller fremsætte formodninger om, hvad deres motiver kan være. Derimod tilstræbes det at forklare, hvad der fundamentalt er forkert i den "revisionistiske" metodik og hvorfor netop denne metodik nødvendigvis må føre på vildspor. Konklusionen er, at betegnelsen "revisionisme" er vildledende, fordi "revisionismens" praksis simpelthen ikke er i overensstemmelse med, hvad videnskabelig revisionisme betyder. Tværtimod vender "revisionismens" særlige metodik al videnskabelig historieskrivnings metodik fuldstændig på hovedet.

Historievidenskabens metode.
Historievidenskabens materiale er de optegnelser vi har af fortidige begivenheder, f. eks. de optegnelser, der omhandler en bestemt periode, en bestemt nation, et bestemt individ etc. Historievidenskaben beretter om bestemte begivenheder under hensyntagen til, hvad der er deres betydning, hvilke sammenhænge der er imellem dem, hvad der er deres årsager og hvad der er deres følger. Historievidenskaben fokuserer på og sammenligner bestemte begivenheder, alt efter hvor betydningsfulde de er og alt efter, hvilken interesse vi har i at forstå dem. Den videnskabelige historieskrivning anerkender altså, at bestemte begivenheder har fundet sted, at der eksisterer bestemte kendsgerninger, og dens opgave er just at forsøge at begribe, hvordan og hvorfor netop disse begivenheder skete og disse kendsgerninger blev til. Det følger heraf, at historievidenskabens metodologi er induktiv, idet den først indsamler en række kendsgerninger og derefter forsøger at sammenstille disse til et meningsfuldt hele, der kan øge vores forståelse af den pågældende del af fortiden, vi interesserer os for.

Hvad er "legitim" eller videnskabelig historisk revisionisme?
I grunden er revisionisme intet andet end selve dette at gå ind for at "revidere", dvs. at gå ind for en revision. Altså en nyvurdering eller ændring af noget allerede foreliggende. I henseende til historievidenskab vil revisionisme derfor sige, at nogle historikere sætter spørgsmålstegn ved den almindeligt accepterede version af, hvilke årsager og virkninger, der er relevante for at forstå bestemte begivenheder. I den forstand er historisk revisionisme en vigtig del af vores bestræbelser på at øge vores historiske indsigt, idet revisionister vedblivende gransker vor fortid på ny og dermed fremmer vores forståelse af den. Eftersom det gælder, at vi, jo mere vi forstår af historien, desto bedre forstår, hvordan vor egen samtid er blevet netop sådan (og dermed bedre forstår os selv), er det klart at revisionisme kan spille en vigtig rolle i historievidenskaben.

Tre eksempler på legitim historisk revisionisme burde være tilstrækkeligt til at illustrere dette:

A. J. P. Taylor har lagt en ny og anderledes tolkning til grund for vor forståelse af de begivenheder, der førte til Den Anden Verdenskrig. Den går bl. a. ud på, at Hitler spillede en forholdsvis underordnet rolle. Taylors skildringer af Nazi-Tysklands magtapparat som betydeligt mindre centraliseret og hierarkisk kommandoagtigt end ellers antaget, er både intellektuelt stimulerende og fremragende gennemførte analyser.
Daniel Goldhagen har udfordret stort set alle tidligere historiske vurderinger af, i hvor høj grad almindelige tyskere var medskyldige i Holocaust. Hans tese er, at mange af de tyskere, der begik ugerningerne, ikke alene udmærket var klar over, hvad de foretog sig, men samtidig også gik helhjertet ind for dette. Dette tilskriver han, at antisemitismen i Tyskland var særdeles grundfæstet, og at fjernelse af jøderne derfor var noget, mange kunne gå ind for. Han underspiller og er tæt på at se helt bort fra den rolle Hitler og Nazistpartiet spillede og han forklarer ikke, hvorfor antisemitisme i andre lande på samme tid ikke udartede på samme måde. Ikke desto mindre er hans tese lige så tankevækkende som den er provokerende.
Den tyske historiker Christian Gerlach har for nylig fundet nogle dagbogsnotater fra Joseph Goebbels og Heinrich Himmler, som han mener godtgør, at Hitlers beslutning om at udrydde jøderne blev truffet i december 1941 snarere end i forsommeren eller sommeren samme år, sådan som de fleste historikere indtil nu har ment. Selvom hans argumentation kan være diskutabel, er den ikke desto mindre interessant og værd at overveje for forskerne.

Hvad gør "revisionisterne"?
"Revisionisterne" bærer sig ad på en anden måde. De går ud fra den konklusion, at Holocaust simpelthen ikke skete og derfra arbejder de sig baglæns igennem kendsgerningerne for at kunne lægge dem til rette, så de passer med deres på forhånd givne konklusion. M. a. o. vender de den historiske forsknings og analyses videnskabelige metodik på hovedet. Da de går ud fra dén konklusion, at Holocaust ikke skete, dvs. benægter Holocausts eksistens, kaldes de med en vis ret også ofte for "benægtere". Snarere end at analysere historiske begivenheder, kendsgerninger, deres årsager og konsekvenser, deres sammenhæng med andre begivenheder etc., så forsvarer de en bestemt konklusion, ganske uanset om kendsgerningerne understøtter den eller ej. Hvorfor de gør dette, skal vi ikke beskæftige os med her, men nogle få eksempler på de fordrejelser, fortielser og benægtelser, der nødvendigvis følger af en sådan metode, vil illustrere i hvor høj grad, de gør sig skyldige i intellektuel uredelighed.

En konspirationsteori
Eftersom kendsgerningerne ikke er i overensstemmelse med "revisionisterne"s konklusion, er de nødsaget til at udvikle en omfattende retorisk bortforklarings-manøvre for at kunne afvise dem. Dette er ingen let opgave, da de foreliggende kendsgerninger umisforståelig klart både viser, at nazisterne rent faktisk havde en plan om at udrydde jøderne i Europa, at deres forehavende for en stor del lykkedes, og at de efterlod sig enorme mængder af dokumentation."Revisionisterne"s strategi er nu at påstå, at der står en konspiration bag det historiske bevismateriale. De sammensvorne må have indledt deres arbejde allerede før krigen sluttede og dette arbejde må være fortsat til og stadig foregå i vore dage. Konspirationens bagmænd skal angiveligt søges inden for "Den internationale zionismes kræfter."

At "revisionismen" vitterlig er en konspirationsteori kommer til udtryk bl. a. i disse typiske "revisionistiske" grundpositioner:

Øjenvidnerne blandt de overlevende løj, selv i de tilfælde, hvor deres vidneudsagn klart understøttes af dokumenter eller andre kilder.
Øjenvidnerne blandt gerningsmændene blev enten aftvunget deres vidneudsagn under tortur eller også er disse vidneudsagn forfalsket på forskellig vis.
De dokumenter, nazisterne efterlod sig, er enten falsknerier eller også betyder de noget helt andet end dét, de synes at betyde.
Fotografier er enten falsknerier eller viser noget andet end det, de synes at vise
Film er enten falsknerier eller viser noget andet end det, de synes at vise.
Ord betyder noget andet end det, de sædvanligvis betyder. Når Himmler f. eks. bruger udtrykket "ausrotten" (udrydde) om jøder, så mener han noget andet end 'at udrydde', og når Hitler bruger udtrykket "vernichten" (tilintetgøre) om jøder, så mener han ikke 'at tilintetgøre', men noget andet. Når Einsatzgrupperne taler om at dræbe jødiske kvinder og børn, så mener de hermed "partisaner", uanset at dræbte partisaner opgjordes særskilt i Einsatzgruppernes egne rapporter.
Båndoptagelser af nazisters taler er falsknerier. Optagelsen af Himmlers Poznan-tale fra 1943, hævdes ikke at være en optagelse af Himmlers stemme eller også blev der føjet noget til den senere. Eller også eksisterede den slags optage-teknologi ikke i 1943 (det gjorde den) eller også er talen i uoverensstemmelse med Himmlers skrevne notater (det er den ikke).
Ofrene var selv ude om den behandling, de blev udsat for. Jødiske kvinder og børn var partisaner eller på anden måde kriminelle.
Jøderne fortjente den behandling, de blev udsat for. Selvom Holocaust ganske vist aldrig fandt sted, ville Holocaust alligevel have kunnet retfærdiggøres, fordi jøder er en fremmed og parasitær race, der ser det som sit formål at ødelægge de ophøjede arieres racerenhed etc.
Hvis der ikke kan findes nogen skriftlig ordre fra Hitler om Holocaust, har der aldrig eksisteret nogen ordre fra Hitler om Holocaust.
Ingen gaskamre er i funktion i vore dage. Derfor har der aldrig eksisteret gaskamre. Men selv hvis der var gaskamre, var de der kun for at desinficere klæder og tøj, også selv om disse klæder og dette tøj opbevaredes i "ligkældre".

Som det fremgår af ovenstående liste, eksisterer der så store mængder af empirisk bevismateriale, at "revisionisterne" ser sig nødsagede til at gøre brug af endnu et strategisk-retorisk kneb. Dette kneb er blevet kaldt for "falsus in uno, falsus in omnibus" (fejl i et enkelt tilfælde betyder fejl i alle tilfælde). Konkret betyder det, at hvis blot et enkelt vidneudsagn fra en overlevende kan vises at være fejlbehæftet, så kan alle vidneudsagn fra alle overlevende afvises. Eller hvis blot en nazi-embedsmand løj, så må alt, hvad nazisterne sagde efter krigen, afvises. Eller hvis blot en nazist viser sig at være blevet tortureret eller brutalt behandlet, så var alt, hvad nazisterne sagde, ukorrekt.

Konklusion
"Revisionismen" er nødt til at benytte end anden metodik end den i historievidenskaben gængse, eftersom den ønsker at tilpasse kendsgerningerne til et forudgivent resultat. Den benægter begivenheder, som objektivt og empirisk bevisligt har fundet sted og fordi den arbejder sig baglæns fra konklusionen igennem kendsgerningerne, fører den nødvendigvis til fordrejelser af og manipulationer med de kendsgerninger, der modsiger den forudgivne konklusion (og det gør de næsten alle). Kort sagt benægter "revisionismen" i kraft af metodologisk uærlighed noget, som efterviseligt skete.